Menu

Vedtægter

§ 1 - Navn

Foreningens navn er Ravnsbjerg Idrætsforening, herefter benævnt RIF, og er hjemmehørende i Viborg Kommune.

Foreningen er stiftet den 2. februar 1970 som en sammenslutning af de eksisterende idrætsforeninger i Ravnstrup, Finderup og Hald Ege.

§ 2 - Tilhørsforhold

Klubben er medlem af DBU Jylland og Danmarks Idrætsforbund (DIF) og efterlever altid aktivt unionernes og forbundenes retningslinjer og anbefalinger.

§ 3 - Kerneydelsen

RIF tilbyder året rundt fodbold med stor social, sundhedsmæssig og sportslig kvalitet, synlighed og gennemslagskraft i og omkring klubben.

§ 4 - Vision

RIF er Hald Ege skoledistrikts mest attraktive fodboldklub socialt, sundhedsmæssigt og sportsligt. Klubben har et levende klubmiljø, hvor alle – øvede som uøvede, børn, unge og voksne – er lige velkomne og ligeværdige.

§ 5 - Mission

RIF tilbyder alle i skoledistriktet et sundt sportsligt fodboldtilbud på forskellige niveauer i et forpligtende fællesskab – hele året.

Derudover arrangerer RIF kulturelle og sociale aktiviteter for at styrke klubånden, fællesskabet og den lokale sammenhængskraft.

§ 6 - Medlemmer

RIF optager aktive medlemmer, der forpligter sig til at overholde vedtægterne og fodboldlovene. Medlemmer, hvis adfærd strider imod klubbens mission, kan modtage påtale, advarsel eller eksklusion efter bestyrelsens afgørelse. Ekskluderede medlemmer kan få deres sag vurderet på generalforsamlingen.

§ 7 - Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt. Medlemmer under 18 år skal have samtykke fra en forælder, værge eller anden med forældremyndighed.

§ 8 - Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt med én måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Medlemmer med økonomiske mellemværender kan ikke udmeldes.

§ 9 - Kontingent

Kontingent og eventuelle gebyrer fastsættes af bestyrelsen i samarbejde med de relevante udvalg.

§ 10 - Restance

Kontingent skal betales inden udgangen af forfaldsmåneden. Hvis betalingen udebliver i over en måned, kan bestyrelsen pålægge et gebyr eller ekskludere medlemmet.

§ 11 - Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed og den eneste instans, der kan ændre vedtægterne.

Afholdes inden udgangen af maj måned.
Indkaldes med mindst 2 ugers varsel via klubbens hjemmeside og andre medier.
Stemmeret har medlemmer over 16 år uden kontingentrestance. Forældre til medlemmer under 16 år har én stemme per barn.
Valgbarhed: Medlemmer over 16 år kan vælges til bestyrelsen. Formand, næstformand og kasserer skal være myndige.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og protokolfører
  2. Formandens beretning
  3. Beretninger fra aktivitetsudvalgene
  4. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelse
  7. Valg af to suppleanter
  8. Valg af to revisorer
  9. Valg af fanebærer
  10. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling

Indkaldes senest 14 dage efter beslutningen fra bestyrelsen eller ved skriftlig anmodning fra mindst 1/3 af klubbens medlemmer.

§ 12 - Ledelse og organisation

RIF har en flad organisationsstruktur med klare ansvarsfordelinger. Klubben tegnes af formanden og ét bestyrelsesmedlem i forening. Dokumenter vedrørende lån, køb og pantsætning af fast ejendom skal underskrives af hele bestyrelsen.

§ 13 - Klubpolitikker

RIFs klubpolitikker er i overensstemmelse med DBU Jylland og DIF’s retningslinjer og anbefalinger.

§ 14 - Regnskabsperiode

Regnskabsperioden følger kalenderåret.

§ 15 - Opløsning

Klubben kan kun opløses, hvis 9/10 af de fremmødte medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling stemmer for. Eventuelle værdier overgår til lokale idrætsformål.

§ 16 - Æresmedlem

Bestyrelsen kan enstemmigt udnævne æresmedlemmer, der har ydet en særlig indsats for klubben. Æresmedlemmer har fortsat medlemsrettigheder uden at betale kontingent og har fri adgang til klubbens arrangementer.

§ 17 - Bemyndigelse

I tilfælde, hvor vedtægterne ikke er tilstrækkelige, er bestyrelsen bemyndiget til at træffe nødvendige beslutninger under ansvar over for generalforsamlingen.

 

Vedtaget på ordinær generalforsamling i RIF, 1. oktober 2020.

Denne hjemmeside bruger cookies. Vi bruger cookies til at vise dig funktioner til sociale medier og til at analysere vores trafik. Vores partnere kan kombinere disse data med andre oplysninger, du har givet dem, eller som de har indsamlet fra din brug af deres tjenester.
Læs mere her
Luk